Nyt i Adobe · Søg legat · Rapport fra Studieturen · 2 Workshops · Dig & AI

Foto fra WeekendFestivalen 2026 · Kreditering: Anne Bundgaard

Hej med dig

Glæd dig til lærerige og inspirerende events. 5 onlinekurser i nyt i Adobe-pakken, workshop i bogbinding og papirflet. Du kan søge legat til efteruddannelse og svare på hvad AI betyder for dig. Mange af vores events er også for ikke-medlemmer, hvis du har en kollega, der godt vil lære os at kende. Dyk ned i det hele nedenfor ;-)

Reserver 13. - 14. marts 2027 hvor der er WeekendFestival & Generalforsamling.

5 onlinekurser om nyheder i Adobe-pakken

Kreditering: Emily Bernal

Bliv opdateret på Adobe Creative Cloud

Adobe-programmerne udvikler sig lynhurtigt – og nu kan du blive opdateret på de nyeste muligheder inden for AI, automatisering og smartere workflows. I 5 praksisnære hands-on onlinekurser guider Gert Laursen fra Advice360 dig gennem nyheder og effektive værktøjer i Illustrator, InDesign, Firefly, Adobe Express, Acrobat og Creative Cloud. 

Vælg det online-kursus, der passer til dine arbejdsopgaver – eller deltag i hele rækken, og få endnu mere ud af Adobe-programmerne i din kreative hverdag. Målgruppe er alle, der arbejder professionelt med Adobe-programmerne.

Pris 100 kr. pr. webinar og online-kursus. Du får optagelsen til at se eller gense, når du har lyst.

Hands-on online-kurser:

  • 28. oktober kl. 9.00–13.00: Illustrator – smartere grafik
  • 4. november kl. 9.00–13.00: InDesign – layout og grafisk produktion
  • 16. november kl. 9.00–13.00: Firefly – AI for grafikere og illustratorer
  • 23. november kl. 9.00–13.00: Adobe Express – til SoMe, video og hjemmesider
  • 9. december kl. 9.00–12.00: Creative Cloud, Acrobat og PDF – workflow, deling og aflevering

Tilmeld dig og se alle online-kurserne i eventkalenderen HER 

Hvad vil du blive bedre til? Søg legat til efteruddannelse.

Har du et kursus, en konference eller ny faglig viden i kikkerten? Så søg Visuelt Forums Efteruddannelseslegat og giv din faglige udvikling et skub.

Du kan søge op til 6.000 kr. til kursus og materialer samt op til 3.000 kr. til transport og overnatning inden for det visuelle felt.

Uanset om du arbejder med grafisk design, illustration, digitalt design eller visuel kommunikation, er legatet en mulighed for at lære nyt, styrke dine kompetencer og udvide din faglige horisont.

Ansøgningsfrist: mandag den 2. november kl. 12.00.

  • Læs mere om legatet og kravene til ansøgningen HER

  • Søg økonomisk støtte til din efteruddannelse HER

Hvad vil du lære næste gang? Måske kan Visuelt Forum være med til at gøre det muligt.

Blyanter, bobler og begejstring i Lund og Malmö

Middagen på Studieturen. Kreditering: Palle Ravn, der også har givet input til teksten :-)

Hvad sker der, når man sender en flok kreative mennesker på studietur til Sverige? Der opstår masser af idéer, inspiration, gode grin og nye bekendtskaber.

Vi tog nemlig til Malmö fredag og lørdag 16. - 17. oktober og mødtes fredag klokken 10.20 under uret på Københavns Hovedbanegård – klar til to dage med kreativiteten i højsædet!

Første stop var Skissernas Museum i Lund. Et fantastisk sted, hvor vi fik lov til at kigge kunstnerne over skulderen og opleve, hvordan de første kruseduller og vilde idéer bliver til kunst. Sikke en øjenåbner! Så videre til Malmö Illustrationsfestival! Her lagde vi ud med blindtegning og drinks på Moderna Museet. En skøn kombination, hvor det bestemt ikke handlede om at tegne pænt, men om at slippe kontrollen og have det sjovt.

Og selvfølgelig skulle vi også hygge os omkring middagsbordet. For nogle af de bedste samtaler og idéer opstår jo netop, når vi lægger blyanterne fra os og nyder et godt måltid sammen. Næste dag kastede vi os ud i festivalens farverige mylder af workshops, foredrag og kreative eksperimenter. Der blev tegnet, grinet, lyttet, prøvet nye teknikker og udvekslet idéer på kryds og tværs.

»Det var en vidunderlig oplevelse at sidde så mange og skabe noget sammen. Det boblede af liv, idéer, papir og farver!« fortæller en af deltagerne.

Det eneste problem? Der var alt for meget, vi gerne ville opleve – og alt for få timer!

»Det var første gang, jeg var med, og helt sikkert ikke sidste gang. Prøv det!» skriver en anden deltager.

Og det er måske det allerbedste ved Visuelt Forums studieture: Vi kommer hjem med hovedet fuldt af idéer, nye kreative bekendtskaber og fingre, der kribler efter at skabe noget.

Så næste gang vi pakker nysgerrigheden og drager ud i den kreative verden – skal du ikke med?

Læs mere om kommende events HER

Hvordan påvirker AI dit arbejdsliv?

Kreditering: Nahrizul Kadri

Bruger du AI i dit arbejde og betragter det som et nyttigt og effektivt redskab til visuel kommunikation - eller er du bekymret for, hvad udviklingen betyder for dit fag og din fremtid?

Måske har du allerede oplevet at miste opgaver, kunder eller indtægt på grund af AI.

Visuelt Forum vil gerne vide noget om dine erfaringer – både de gode og de svære. Dine svar hjælper os med at udvikle relevante kurser og tilbud og med at varetage medlemmernes interesser i Dansk Journalistforbund.

Spørgeskemaet er anonymt og tager kun 6–8 minutter.

Del gerne dine erfaringer og besvar spørgeskemaet HER

27. oktober: Workshop - fra papir til flettet design

Kreditering: Marianne Dunker

Smid ikke papiret i papirkurven – brug det til at flette en

Ordet papirkurv har nu fået en helt ny kreativ betydning. Kan brugt papir få nyt liv som design? Ja – når papir, håndværk og kreativitet flettes sammen.

På workshoppen lærer du sammen med grafisk designer Marianne Dunker at forvandle brugte papirtyper, der egner sig til fletning, til unikke kurve. Du lærer at skære, folde og flette papiret i hånden – og fordi materialerne er forskellige, bliver ikke to kurve ens. En kreativ hands-on workshop for dig, der elsker papir, design, genbrug og grafisk håndværk.

  • 27. oktober kl. 16.30–20.30
  • Forbundshuset, Sluseholmen, København
  • Pris fra 100 kr.
  • Kun 12 pladser

Genopliv papiret  – og gå hjem med dit eget flettede design.

Læs mere og tilmeld dig HER

26. november: Workshop i bogbinding

Kreditering: Helle Vibeke Jensen

Smudsomslagets vidunderlige muligheder

Kom med til en kreativ bogbinderworkshop med illustrator, forfatter og billedkunstner Helle Vibeke Jensen.

Med udgangspunkt i Hiroko Oyamadas to japanske værker Hullet og Fabrikken dykker vi ned i bøgernes ord, stemninger og detaljer – og omsætter dem til vores egne personlige smudsomslag.

Vælg én af bøgerne, læs eller lyt gerne til den på forhånd, og medbring den i fysisk form.

Alle materialer er klar på stedet. Medbring blot papirsaks, skalpel, skæreunderlag og stållineal.

En workshop, hvor litteratur, illustration, grafisk design og boghåndværk mødes.

  • 26. november kl. 15:30 - 20:30
  • Sluseholmen 1K 2450 København SV
  • Fra 100,- kr.

Læs mere og tilmeld dig HER 

15. - 16. november: Design Matters online – live eller on demand

Kreditering: Design Matters

Design Matters – se det online, når det passer dig

Mens We Love Graphic Design holder pause frem til 2027, kan du stadig få en stor dosis international designinspiration med Design Matters  14.–15. november 2026.

For kun 500 kr. får du ikke bare adgang til årets talks – du kan også se og gense oplæg on demand og dykke ned i talks fra tidligere års Design Matters-konferencer. Normalprisen er 1.300 kr.

Årets program byder på profiler med tilknytning til blandt andre Duolingo, Figma, Miro, Medium, Valtech og Airbnb og sætter fokus på digitalt design, AI, kreativitet og designerens rolle i en verden i hastig forandring.

  • 14.–15. november 2026
  • 100 % online – live og on demand
  • Adgang til talks fra tidligere år
  • Pris fra 500 kr. – normalpris 1.300 kr.
  • For DJ-medlemmer og ikke-medlemmer

Se det live, senere eller igen – og få international designinspiration, når det passer ind i din hverdag.

Se programmet på Design Matters HER

Se Design Matters Insta for opdatering

Læs mere og tilmeld dig HER 

 

Tjek alle events i DJ og A-kassen

Vil du fylde din værktøjskasse med ny viden, friske perspektiver og masser af inspiration?
DJ og A-kassen byder på et væld af lærerige og aktuelle kurser, seminarer, foredrag, webinarer og events, der styrker dig fagligt – og giver dig lyst til mere.

Uanset om du vil udvikle din karriere, udforske nye veje eller bare blive klogere på det, der rører sig lige nu, er der noget for dig.

 

Tak fordi du læste med. Kærlig hilsen fra Redaktionen.

Skriv til os HER  · Se vores hjemmeside HER